Hvordan ville din hverdag se ud, hvis du ikke kunne huske en pinkode eller bruge et password?
Prøv at tænke over det et øjeblik. Du ville ikke kunne få et betalingskort og dermed heller ikke bruge MobilePay, Apple Pay eller andre digitale betalingsløsninger. Du ville ikke kunne få MitID og dermed heller ikke bruge netbank, Digital Post, handle på nettet eller benytte mange af de andre tjenester, som de fleste af os tager for givet.
Prøv at tælle, hvor mange forhindringer du ville støde på i løbet af bare én enkelt dag...
Sådan er hverdagen for de mange danskere, der er 'ikke-digitale'. De bliver gang på gang mindet om, at de er 'andenrangsborgere'.
I sagen om Rejsekortet er det ærgerligt og frustrerende, at vi står, hvor vi står. For min opfattelse var virkelig, at Rejsekortet havde lagt sig i selen for at lave løsninger til alle.
Løsningerne er på vej, men den mest afgørende for de 'ikke-digitale' – den såkaldte fakturaløsning – er først klar til september. Det er rigtig lang tid at vente for sårbare mennesker, som i forvejen er ramt hårdt på deres muligheder for at benytte den kollektive transport.
Nok at tage fat på
For mig at se havde den mest ansvarlige løsning været at udsætte nedlukningen af det gamle Rejsekort. Men trods opfordringer fra bl.a. Lev og Ældre Sagen, så er det ikke sket.
Rejsekortet lukker helt med udgangen af juni måned, og i stedet henvises der til midlertidige og besværlige løsninger, som i praksis er ubrugelige for mange af dem, der har sværest ved at bruge digitale systemer.
Men måske er der håb. I det nye regeringsgrundlag nævnes udfordringerne med digitaliseringen – ganske kort. Regeringen vil således “følge op på Magtudredningen 2.0 og komme med forslag, der styrker imødegåelsen af polariseringen af demokratiet, fragmenteringen af den digitale verden og den hastige teknologiske udvikling.”
Og her er der nok at tage fat på.
En lille bid af selvstændigheden af gangen
For mange mennesker, også mange med udviklingshandicap, har digitaliseringen gjort hverdagen lettere. Men samtidig er meget blevet markant vanskeligere for dem, der ikke kan håndtere pinkoder, apps, MitID og digitale selvbetjeningsløsninger.
Hver ny digital løsning tager en lille bid af selvstændigheden fra mennesker, der ikke kan følge med digitaliseringen.
Det lille problem eller den lille udfordring, der følger med hver enkelt nyt skridt i digitaliseringen, kan måske virke beskeden. Men tilsammen er konsekvenserne massive: Flere mennesker bliver mere og mere afhængige af hjælp fra deres pårørende eller andre til helt almindelige hverdagsopgaver, og dermed mister de selvstændighed.
Alternativerne bliver dårligere og dyrere
Et gennemgående problem ved de alternativer, der tilbydes ikke-digitale borgere, er, at de bygger på løsninger, der er blevet forringede i takt med digitaliseringen.
Fx er kontanter blevet endog meget svære at få adgang til, hvis man ikke kan bruge en pinkode, og flere og flere butikker bliver selvbetjente og tager ikke imod kontanter. Derudover bliver mennesker uden betalingskort og MitID afskåret fra onlinehandel, onlinerabatter og mange moderne services.
Samtidig er det blevet markant dyrere - i form af gebyrer - at få hjælp til ting, som tidligere var almindelige bankforretninger: Det er dyrt at betale regninger, hæve kontanter eller overføre penge, hvis ikke det sker digitalt. Og for mennesker, der ikke kan bruge digitale løsninger, er disse ydelser ikke et valg – de er en nødvendighed.
Bankernes manglende understøttelse af denne gruppe borgeres behov, har vist sig at være et område, uden politisk vilje til at finde en løsning. Skiftende erhvervsministre, socialministre og digitaliseringsministre har udtrykt forståelse og sympati, men ellers peget på hinanden i det man kunne kalde en ”karrusel af ansvarsfraskrivelse”.
Også når det kommer til den fysiske post, mangler der politisk ansvar. Det kom tydeligt til udtryk i forbindelse med DAO’s overtagelse af brevposten, hvor trafikministeren ikke tog ansvar for at informere de ikke-digitale borgere om ændringerne. Jeg havde naturligvis forventet, at når politikerne gennemfører så store ændringer i infrastrukturen, så ville de også have et ansvar for at informere alle borgere – ikke kun dem, der er online.
Breve bliver stadig leveret, men det er blevet mere besværligt at sende et brev. Selv noget så simpelt som at købe et brevmærke har vist sig at være besværligt, hvis man ikke er digital.
Fælles for alternativerne er, at de bliver dyrere og mindre tilgængelige. Og når alternativerne ikke længere fungerer i praksis, bliver konsekvensen ofte, at mennesker må opgive deres selvstændighed bid for bid og overlade stadig flere opgaver til andre.
Hjælpeløsningerne ikke gode nok
Der skal selvfølgelig være mulighed for at hjælpe. Det vil altid være nogen, der har brug for. Men det er et problem, når digitaliseringen øger behovet for hjælp hos stadig flere mennesker til stadig flere opgaver. Dermed mister sårbare mennesker ikke blot selvstændighed. Vi pålægger også pårørende, pædagoger og andre støttepersoner et voksende ansvar.
Lev gennemførte i 2022 en undersøgelse blandt pårørende og professionelle støttepersoner. Den viste blandt andet, at digitaliseringen betyder, at flere voksne med udviklingshandicap får behov for mere hjælp i hverdagen, mister muligheden for selv at styre deres økonomi og i stigende grad bliver afhængige af andre for at kunne gennemføre fx helt almindelige betalinger.
Undersøgelsen pegede også på et alvorligt dilemma: Mange pårørende og støttepersoner oplever, at de i praksis er nødt til at hjælpe med MitID, betalingskort og adgangskoder selvom det er i strid med reglerne. Ikke fordi de ønsker at bryde reglerne, men fordi hjælpeløsningerne simpelthen ikke er gode nok.
Hele ’brugerrejsen’ skal indtænkes
Det er ikke tilstrækkeligt, at de ansvarlige myndigheder blot peger på de klassiske løsninger som alternativer, når man samtidigt udhuler disse.
Det bør stilles krav til, at der ved alle nye digitale løsninger sideløbende tænkes i udvikling af alternativer – sådan som Digitaliseringsstyrelsens 'Principper for digital inklusion' beskriver. Og her skal hele ”brugerrejsen” tænkes med, så borgerne ikke bare efterlades med en svarkuvert i hånden uden mulighed for at sende den eller efterlades uden for en lukket eller kontantsløs bank.
Jeg forventer derfor, at ansvarsfralæggelsen stopper, og at der tages et klart politisk ansvar, som sikrer reel inklusion og ligeværdige muligheder for alle.
Debatindlægget blev bragt den 12. juni i Ingeniøren
