Vi har behov for en langt mindre diffus dagsorden end en specialeplan, hvis de seneste mange års tilbagegang skal vendes.Anni Sørensen
Specialeplanen har ellers været det, vi i Lev og i resten af handicapbevægelsen har håbet på og arbejdet for kunne blive det politiske projekt, som vendte udviklingen. Et håb, der blev svagere og svagere, hver gang regeringen og KL lykkedes med at redefinere formålet i retning af perspektivløs økonomistyring.
Oprindeligt var specialeplanen rettet mod at beskytte specialiseret viden og kompetence på handicapområdet til gavn for indsatser til borgere med komplekse og specialiserede behov. Indbygget lå en indirekte erkendelse af, at strukturreformen fra 2007 havde fejlet og skadet kvalitet, faglighed og specialisering i tilbud på socialområdet.
Den erkendelse er stadig relevant og vigtig. Men vi må se i øjnene, at specialeplanen ikke er løsningen. Planen er blevet tillagt alle mulige positive potentialer, som har gjort den egnet til politisk taktik på Christiansborg. Men det har ikke bragt os nærmere på konkrete resultater til gavn for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende.
Vores ambitioner om at løse nogle af de mere grundlæggende udfordringer på handicapområdet er uændrede. Men jeg tror, vi må forlade troen på ’den store plan’. Vi har snarere behov for mere fokuserede forslag, der kan gøres begribelige – og dermed lettere kan omsættes til konkret politik.
Fokus skal her være at sikre mennesker med handicap stærkere og mere entydige rettigheder til den specialiserede indsats, de har brug for – og i den kvalitet, som er nødvendig. Dermed beskyttes og udvikles faglighed, specialisering og kvalitet ikke via ’den store plan’ men ved, at borgerens rettigheder i højere grad sikrer, at myndighederne træffer de rigtige afgørelser og sikrer den rigtige indsats.
Forudsætningerne for at dette kan lade sig gøre er en kombination af stærk faglighed og specialisering i visitationen – og en effektiv beskyttelse af borgernes retssikkerhed. Det vil føre til højere kvalitet og den nødvendige specialisering og faglighed i indsatserne. Det nødvendiggør en genopretning af økonomien, og at der også tages kritisk stilling til, om dele af kommunernes finansierings- og myndighedsansvar bør flyttes til et mere tværgående niveau i regionerne
